"Bavian" er, ifølge min mening - og mange andres, en fantastisk perle. Jeg er nærmest flov over, at jeg ikke har læst den før, men glad for den store eksponering samlingen fik, da Aidt vandt Nordisk Litteraturråds pris. Der er fandme nerve og noget på hjerte der, jeg sidder og ryster sammen med dette nervemenneske, når jeg læser bogen. Hun kan fandme sit kram den Aidt.
Jeg ved ikke, om jeg sidder i mit eget lille ormehul og kun får øje på bøger, når de eksponeres eller udbydes i bogklubber, men når jeg så reagerer på hype, har jeg naturligvis kæmpe forventninger til de bøger, det siger sig selv. Det er de bøger, som andre får øje på for een, og det forpligter, så skal de sgu også være gode, uanset smag. Og så gør det jo ikke noget, at der lige følger en "Poesibog" i hælene på skibet, den var så præcis som en digtsamling skal være, og hjerte rimede i allerhøjeste grad på smerte i en digtsamling, der ikke er bange for at være alvorlig, selvom den i øjeblikke kan være ganke morsom. Jeg glæder mig allerede til hendes næste udspil. Og i samme åndedrag glæder jeg mig til Moestrup, Pia Juul, Helle Helle og Maja Lucas.
Jeg ved ikke helt, hvor de mandlige forfattere bliver af i min læsning? Måske er der i virkeligheden flest gode kvindelige forfattere i Danmark lige pt, et begyndende litterært matriarki? Jeg går tilbage i tiden for at læse Martin A. Hansens "Løgneren" og finder det perfekte værk, som andre, massevis, har fundet før mig, men som jeg finder nu, og der er måske noget kvindeligt i den bog, eller måske er det noget almenmenneskeligt at kunne skrive så fuglene synger på Sandø, hvis bare, hvis bare, hvis bare man kunne? Men jeg tror, jeg er ved at begynde at kunne læse, noget bøger som "Bavian" og "Løgneren" kan lære een at gøre, at lytte, for fanden, til sprogkunst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar