Jan Lindhardt

Jeg læste Jan Lindhardts nye biografi med åbne øjne, og de blev åbnet mere og mere, efterhånden som læsningen skred frem. Det er en rigtig god bog fra en god kristendomsformidler og ikke mindst: forkynder.
Lindhardt lægger vægt på det forkyndende, det at folkekirken ikke skal udvikle sig til et kulturprojekt, men skal forblive det den er: noget der er større end kultur. Folkekirken er en religiøs instans frem for alt. Det kan godt være, at kirken stýrker sammenhængskraften, og at den samtidig er interessant på fx aftenskoleniveau, men Lindhardt slår fast, at kirken er forkynder af det kristne budskab, og kirken er garant for troen. Derfor siger Lindhardt også, at Grosbøll er en klaphat (dog med andre ord), og at det ingen steder hører hjemme at afsværge troen, når man netop skulle gøre det modsatte og styrke meninghedens tillid og troen på Guds ord og væren. Lindhardt peger dog på, at folkekirken rummer mange modsætninger, da den også finder plads til Indre og Luthersk mission, som på mange måder ligger milevidt fra den Grundtvigianske tradition, han selv og størstedelen af folkekirken grunder i.
Lindhardt har ikke selv haft den store trang til at indlemme missionsfolkene i sit gamle stift, da han finder dem samarbejdsvanskelige, og han finder det problematisk, når mennesker i tankerne sender andre til evighedens pinsler i Helvede, en skæbne tusind gange uendeligt meget værre end Auswitch, uden den mindste tøven. Det påpeger han er grusomt.
Men når folkekirken kan rumme missionsfolkene, kan den også rumme en Grosbøll (Gudsfornægter) hist og her. Folkekirken er rummelig, skriver han. Og det er vigtigt, at den overlever.

Selvom jeg til tider finder Lindhardt noget skråsikker, da troen let kan blive fattig uden tvivlen, synes jeg, hans overordnede teologi er klog og en stor styrke for folkekirken.
Lindhardt skriver, at "Det skal råbes", kristendommen skal være synlig og ikke en personlig bøn i det lille lønkammer. Jeg vil varmt anbefale bogen til alle, der gerne vil være klogere på kristendommen og rigere i det hele taget.
Lindhardt skriver følgende om mennesket, der er nået til vejs ende i sit livsforløb: Noget fik man gjort, men det meste fik man ikke gjort. Det er det, mennesket må lære at leve med, det som kristendommen kan bringe forståelse af, og det som Lindhardt beskriver i sin bog. Vi bliver måske ikke perfekte, men vi vil altid tage del i Guds kærlighed.