Jeg havde glædet mig rigtig meget til denne roman. Lige siden den kom ind af brevsmækken fra bogklubben Samleren, hvor den var månedens roman, som ikke var til at komme udenom. Faktisk mente jeg at have afbestilt den, men da den alligevel kom dumpende, måtte det jo være meningen, at jeg skulle læse den. Det samme var jo sket med Zadie Smiths "Om skønhed", som viste sig at være en vild hygsom campusbog, og Richard Fords mursten "Som landet ligger", hvilken er klart den bedste bogklubsroman, jeg har læst, jeg elskede simpelthen hans figur, ejendomsmægleren, og den bog skulle jeg heller ikke have haft. Heldigvis forhindrer nærighed mig i blot at resignere og stille bogen på hylden. Når jeg betaler for den, skal jeg sgu også læse den.
Så jeg gik igang med at læse "En plads i historien", en ikke helt så pageturneragtig bog, som de to ovennævnte tilfældigt læste bogklubsbøger, men ikke desto mindre en god og velskrevet bog. Nu har jeg lige læst de to sidste linier og har følt mig godt underholdt, men jeg ved faktisk ikke, om jeg har følt mere end det, om jeg fx er blevet klogere eller sødere eller noget, om den overhovedet har gjort noget ved mig, og om det i så fald gør noget; jeg var jo underholdt. Dette må jeg hellere vende tilbage til om et par dage, så er den måske synket ind.
Lige nu tænker jeg på "Løgneren" eller "Sodoma og Gomorra", som er mine to næste læseprojekter, men minsanten om ikke Paul Austers "Mand i mørke" og Bulgakofs "Mester og margarita" er dumpet ind af brevsprækken i den seneste tid. Ergo, jeg får travlt, hvis jeg både skal hygge mig, blive klogere, flinkere og alt muligt andet og samtidig lade Guldagers bog tage form oppe i mit hoved. Jeg tror, jeg kan lide hendes bog, men jeg er faktisk ikke sikker, måske er det en kompliment til forfatteren, eller også er jeg bare påvirket af den rosende omtale, bogen fik på bogklubbens sider, som fik mig til at glemme at afbestille den?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar