Martin A. Hansen

Det er jo teologi som smør for mine små ører, tænkte jeg for mig selv, da jeg sad og læste "Løgneren" for første gang i mit liv.

"Blomster skal som alle Ting der betyder noget gro i selve Sproget og være levende der, komme vort Liv ved, før vi spiller lærde, før vi spiller Videnskab."

Det er jo en vanvittig god bog!
Så smuk og så klog og så ond og så god og poetisk og og og og og.
Verdens bedste bog.

Jan Lindhardt

Jeg læste Jan Lindhardts nye biografi med åbne øjne, og de blev åbnet mere og mere, efterhånden som læsningen skred frem. Det er en rigtig god bog fra en god kristendomsformidler og ikke mindst: forkynder.
Lindhardt lægger vægt på det forkyndende, det at folkekirken ikke skal udvikle sig til et kulturprojekt, men skal forblive det den er: noget der er større end kultur. Folkekirken er en religiøs instans frem for alt. Det kan godt være, at kirken stýrker sammenhængskraften, og at den samtidig er interessant på fx aftenskoleniveau, men Lindhardt slår fast, at kirken er forkynder af det kristne budskab, og kirken er garant for troen. Derfor siger Lindhardt også, at Grosbøll er en klaphat (dog med andre ord), og at det ingen steder hører hjemme at afsværge troen, når man netop skulle gøre det modsatte og styrke meninghedens tillid og troen på Guds ord og væren. Lindhardt peger dog på, at folkekirken rummer mange modsætninger, da den også finder plads til Indre og Luthersk mission, som på mange måder ligger milevidt fra den Grundtvigianske tradition, han selv og størstedelen af folkekirken grunder i.
Lindhardt har ikke selv haft den store trang til at indlemme missionsfolkene i sit gamle stift, da han finder dem samarbejdsvanskelige, og han finder det problematisk, når mennesker i tankerne sender andre til evighedens pinsler i Helvede, en skæbne tusind gange uendeligt meget værre end Auswitch, uden den mindste tøven. Det påpeger han er grusomt.
Men når folkekirken kan rumme missionsfolkene, kan den også rumme en Grosbøll (Gudsfornægter) hist og her. Folkekirken er rummelig, skriver han. Og det er vigtigt, at den overlever.

Selvom jeg til tider finder Lindhardt noget skråsikker, da troen let kan blive fattig uden tvivlen, synes jeg, hans overordnede teologi er klog og en stor styrke for folkekirken.
Lindhardt skriver, at "Det skal råbes", kristendommen skal være synlig og ikke en personlig bøn i det lille lønkammer. Jeg vil varmt anbefale bogen til alle, der gerne vil være klogere på kristendommen og rigere i det hele taget.
Lindhardt skriver følgende om mennesket, der er nået til vejs ende i sit livsforløb: Noget fik man gjort, men det meste fik man ikke gjort. Det er det, mennesket må lære at leve med, det som kristendommen kan bringe forståelse af, og det som Lindhardt beskriver i sin bog. Vi bliver måske ikke perfekte, men vi vil altid tage del i Guds kærlighed.

Kafka Marathon

Så var der Kafka marathon på LitteraturHaus her i onsdags. En aften, arrangeret af Birte Kont, Jonathan Schwartz og Paul Opstrup. Folk var mødt talstærkt op til et arrangement, som må siges at være et af LitteraturHaus' flagskibe.
En veloplagt paul Opstrup bød velkommen, og Birte Kont åbnede aftenen med at præsentere den jødiske Kafka for os. Her mødte vi den personlige Kafka, den Kafka som skrev et brev til sin far, den Kafka som måske er mindst kafkask, men mere Kafka end den K, vi ellers kender. Det var en rigtig god måde at starte aftenen på, og vi nærmede os Kafka, som er så vedrørende, men også langt væk. Billederne, projiceret op på væggen, understøttede dette.
Dernæst fulgte forskellige indslag med diskussion, oplæsning af Kafkas og forfatternes egne værker samt to helt og aldeles sublime, vidunderlige musikalske indslag. Til sidst fik publikum mulighed for at stille spørgsmål og give sit besyv med.

Musikken var helt klart den største oplevelse for mig den aften. Anna Gwozdz (violin) og Carol Conrad (flygel) leverede helt enestående musikstykker fra Theresienstadt. De spillede sig i hvert fald ind i sjælen på mig, og jeg vidste ikke engang, at jeg var til kammermusik.
Thomas Boberg bidrog stærkt til at holde aftenens røde tråd og brillierede med at kalde K for en slambert, hvilket han jo egentlig også er, altså K, ikke forfatteren. Thomas Boberg er sgu god, det må jeg indrømme, så må jeg måske trække påstanden om det begyndende matriarki tilbage. (Men i samme åndedrag kommer jeg i tanke om den skønne Ursula Andkjær Olsen, hvis nye digtsamling, jeg fluks må skynde mig at læse.)
Og Lars Frost lyder åbentbart som den Kafka, jeg har inde i hovedet, der er et eller andet ved den snøvlende og drævende stemme, der minder mig om K og co. Han var aftenens dark horse, og skulle forestille at være Kafka-ignorant, men blev dog afsløret som endnu en afficionado, og det får mig til at spørge mig selv, om man overhovedet kan være en ordentlig moderne forfatter uden at have læst Kafka, og hvad nu hvis Max Brod havde valgt at være loyal og brændt alle værkerne, hvordan hulen havde den moderne litteratur så set ud, kan man overhovedet forestille sig en moderne forfatter uden K? Det er i hvert fald svært at forestille sig en Borges.
Jeg tror, noget stort ville være ødelagt, hvis Kafka med de store øjne aldrig havde været her. Og det er sagt med al respekt for Tjekov/Hemingway traditionen, som selvfølgelig også har sin berettigelse, bevares. (Helle Helle er forresten suveræn, men alligevel anorektisk, hun får mig til at savne K.)

Jonathan Schwartz rundede af før paneldebatten med at præsentere os for et fiktivt møde mellem Franz Kafka og Max Weber. Midt i hele arrangementet serverde han Gullasch à la Villa Tatra for hele banden, og vi fik tjekkisk øl til, eminent indslag, som satte en rigtig god stemning, der er et eller andet over det at spise sammen, det binder en forsamling sammen.
Dette arrangement er et af de arrangementer, som må få LitteraturHaus på finansloven, for filan da. En virkelig god aften i Kafkas tegn.

Naja Marie Aidt

"Bavian" er, ifølge min mening - og mange andres, en fantastisk perle. Jeg er nærmest flov over, at jeg ikke har læst den før, men glad for den store eksponering samlingen fik, da Aidt vandt Nordisk Litteraturråds pris. Der er fandme nerve og noget på hjerte der, jeg sidder og ryster sammen med dette nervemenneske, når jeg læser bogen. Hun kan fandme sit kram den Aidt.

Jeg ved ikke, om jeg sidder i mit eget lille ormehul og kun får øje på bøger, når de eksponeres eller udbydes i bogklubber, men når jeg så reagerer på hype, har jeg naturligvis kæmpe forventninger til de bøger, det siger sig selv. Det er de bøger, som andre får øje på for een, og det forpligter, så skal de sgu også være gode, uanset smag. Og så gør det jo ikke noget, at der lige følger en "Poesibog" i hælene på skibet, den var så præcis som en digtsamling skal være, og hjerte rimede i allerhøjeste grad på smerte i en digtsamling, der ikke er bange for at være alvorlig, selvom den i øjeblikke kan være ganke morsom. Jeg glæder mig allerede til hendes næste udspil. Og i samme åndedrag glæder jeg mig til Moestrup, Pia Juul, Helle Helle og Maja Lucas.

Jeg ved ikke helt, hvor de mandlige forfattere bliver af i min læsning? Måske er der i virkeligheden flest gode kvindelige forfattere i Danmark lige pt, et begyndende litterært matriarki? Jeg går tilbage i tiden for at læse Martin A. Hansens "Løgneren" og finder det perfekte værk, som andre, massevis, har fundet før mig, men som jeg finder nu, og der er måske noget kvindeligt i den bog, eller måske er det noget almenmenneskeligt at kunne skrive så fuglene synger på Sandø, hvis bare, hvis bare, hvis bare man kunne? Men jeg tror, jeg er ved at begynde at kunne læse, noget bøger som "Bavian" og "Løgneren" kan lære een at gøre, at lytte, for fanden, til sprogkunst.

Katrine Marie Guldager

Jeg havde glædet mig rigtig meget til denne roman. Lige siden den kom ind af brevsmækken fra bogklubben Samleren, hvor den var månedens roman, som ikke var til at komme udenom. Faktisk mente jeg at have afbestilt den, men da den alligevel kom dumpende, måtte det jo være meningen, at jeg skulle læse den. Det samme var jo sket med Zadie Smiths "Om skønhed", som viste sig at være en vild hygsom campusbog, og Richard Fords mursten "Som landet ligger", hvilken er klart den bedste bogklubsroman, jeg har læst, jeg elskede simpelthen hans figur, ejendomsmægleren, og den bog skulle jeg heller ikke have haft. Heldigvis forhindrer nærighed mig i blot at resignere og stille bogen på hylden. Når jeg betaler for den, skal jeg sgu også læse den.

Så jeg gik igang med at læse "En plads i historien", en ikke helt så pageturneragtig bog, som de to ovennævnte tilfældigt læste bogklubsbøger, men ikke desto mindre en god og velskrevet bog. Nu har jeg lige læst de to sidste linier og har følt mig godt underholdt, men jeg ved faktisk ikke, om jeg har følt mere end det, om jeg fx er blevet klogere eller sødere eller noget, om den overhovedet har gjort noget ved mig, og om det i så fald gør noget; jeg var jo underholdt. Dette må jeg hellere vende tilbage til om et par dage, så er den måske synket ind.

Lige nu tænker jeg på "Løgneren" eller "Sodoma og Gomorra", som er mine to næste læseprojekter, men minsanten om ikke Paul Austers "Mand i mørke" og Bulgakofs "Mester og margarita" er dumpet ind af brevsprækken i den seneste tid. Ergo, jeg får travlt, hvis jeg både skal hygge mig, blive klogere, flinkere og alt muligt andet og samtidig lade Guldagers bog tage form oppe i mit hoved. Jeg tror, jeg kan lide hendes bog, men jeg er faktisk ikke sikker, måske er det en kompliment til forfatteren, eller også er jeg bare påvirket af den rosende omtale, bogen fik på bogklubbens sider, som fik mig til at glemme at afbestille den?