Ja, jeg er sprunget ud som svenskofil med dertilhørende mumifili.
Når man læser Mumibøgerne på svensk slå man nemlig to fluer med et smæk: Man bliver lullet ind i det svenske sprogs poetiske klange gennem det forjættende mumiunivers, og man lærer, slet og ret, at læse på svensk.
"Trollkarlens hatt" er ifølge min mening en eminent lille bog. Den fortæller om den søde mumitrold, og det der skete en forårsmorgen i Mumidalen. Pludselig finder mumifamilien en mystisk hat, og så er ingenting længere, som det plejer - ligesom det plejer i Mumibøgerne. Man er fortryllet og med i begivenhedernes gang, når man læser med i denne lille bog. Og man gyser og glæder sig med dem. Det er så elskeligt, dette barnlige univers, befriet for kynisme med dens glæder og sorger og beskrivelser af væsener og natur.
Sådan starter bogen:
En grå morgon föll den första snön över Mumindalen. Den kom smygande tätt och tyst, och på några timmar var allting vitt.
Og sådan slutter den:
Och kanske lyckligast är Mumintrollet som med sin mamma går hem genom trådgården, just när månen bleknar i gryningen och träna rör sig lite i morgonvinden som kommer utifrån sjön.
Åh ja!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar