Som exileret andengenerationshimmerlænding og litterat er det blot naturligt, at jeg må se lidt nærmere på Himmerlands litterære landskab. I den fantastiske (og faktisk perfekte) bog "Mærkedage" af Jens Smærup Sørensen ser man tydeligt arven fra Johannes V. Jensens litterære og virkelige Himmerland, hvor blæsten suser over landskabet som på en tagryg, og jeg ligger flad af hengivenhed over min Moders eventyrlige barndomsegn.
Det har nu ført mig til Johs. V. Jensens forjættende Himmerlandshistorier, som nok kan fortælle mig et og andet om mine forfædre. Men det fortæller mig også noget om mig selv, som jeg dog ikke rigtigt ved, hvordan jeg skal forholde mig til. Som her, hvor han skriver:
Udviklingen fra raa Bonde til Bymenneske plejer at tage tre Generationer, sjælden mindre. Megen Skade er kommen af at man har taget Folk enten for Bønder eller for Kultiverede der endnu kun indtager et Trin midt imellem.
Og hvad skal en stakkels gammel bondestudent som mig da gøre? Kan jeg monstro blive forfatter? Lad mig lige se, hvad Jensen skriver derom:
Bonde og Skribent lader sig ikke blande sammen; Bonden bliver ved sin Jord, og Kunstneren maa allerede i andet Led helst have smidt Træskoene.
Hm, ja, men jeg har vist stadig mine træsko på, selvom jeg træder rundt herinde i Storstaden København. Og hvad skal en stakkels forfløjen bonde da gøre, når man allerede har været verden rundt og ikke er blevet hverken forfatter eller bonde af det? Skal jeg søge tilbage til Moderlandet, de forblæste landskaber på Himmerland eller måske til den fede jord i Salling, eller skal jeg bare acceptere min skæbne og søge at forplante mig videre til et tredie og mere sofistikeret led, hvis dette da er mig muligt? Ja, hvad skal een dog gjøre?
Jeg vil grave mig ind i disse historier, holde jul og håbe på et vink.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar